Vægtaflastet gangbåndstræning

Vægtaflastet gangbåndstræning er et redskab til din genoptræning af din evne til at gå.

Vægtaflastet gangbåndstræning benytter vi f.eks., hvis du oplever, at det er vanskeligt at holde balancen når du går. Eller hvis det er svært at komme op i tempo. Det er også et godt redskab til dig, der endnu ikke er i stand til, at få den ene fod frem, fordi kræfterne ikke er til det.

Når vi vægtaflaster i forbindelse med, at du går på gangbånd, så fastgør vi en sele omkring den øvre del af dit bækken. Dermed er du sikret og kan ikke falde. Med selen på kan du hejses lidt op, så din kropsvægt reduceres. Derved bliver det lettere for dig at gå. Sele systemet (kaldet en Litegait) placeres over gangbåndet, så du kan komme til at gå langt. Og hurtigere end ellers.

 

Hvad opnår vi ved at benytte vægtaflastet gangbåndstræning?

Du kan typisk gå både længere og hurtigere, når du har sele på, ligesom du typisk vil tage længere skridt. Det bevirker, at der kommer mere automatik i benenes bevægelser, og dine muskler i benene arbejder derfor bedre. Når dit gangtempo kommer op, så vil du være mere tilbøjelig til, at sætte hælen i gulvet, når du tager et skridt. Derved kommer der mere normal bevægelse i din fod og dit ben.

Når vi tager lidt af kropsvægten, ved at hejse dig lidt op, så vil du få mere frihed til at bevæge det ben der er svækket af lammelser. Foden hænger ikke i gulvet som du ellers kan opleve, og benet føles mindre tungt. Derved bliver det lettere at gå.

 

Bedre udholdenhed og kondition

Din udholdenhed og din kondition er vigtig. Udholdenhed fordi det betyder, at det i din hverdag er mindre anstrengende når du skal bevæge dig rundt.

Konditionen  har en særlig status, da den er med til at forebygge at du f.eks. får en blodprop, eller at du med tiden får Diabetes 2. Det er når du bliver forpustet over længere tid (gerne mindst 20 minutter) at du træner din kondition.

Vi er opmærksomme på, at det kan være rigtig vanskeligt for dig, at træne din kondition når du f.eks. har følger efter en blodprop i hjernen. Vægtaflastet gangbåndstræning er blot én af flere muligheder vi har, for at lægge konditionstræning ind i din genoptræning.

 

Forlæns, baglæns og ud på gulvet

Ved at bruge Litegait kan vi også blot give dig sikkerhed uden du vægtaflastes. Og når det giver mening træner vi også, at du går baglæns og sidelæns med selen på, og uden risiko for at falde. Endelig kan Litegaiten køres væk fra gangbåndet og ud på gulvet, og så får vi mulighed for, at du kan træne at gå hen over gulvet.

 

Vil du gerne have vores hjælp til træning af din evne til at gå? Så skal du blot booke tid til en forundersøgelse, ved at kontakte os på 40 42 44 82