Hvor er min hånd?

Det gav rigtig god mening, da Karen i sin tid henvendte sig med et ønske om genoptræningen af vestre hånd. Ind til da havde al rehabilitering været koncentreret om at komme på benene, kunne klare hverdagen og komme i arbejdsprøvning.

1½ år efter skaden tog Karen så initiativet til igen, at få integreret venstre hånd i dagligdagen. Der var meget at bygge på:

• Funktion over alle led i armen, over håndleddet og i fingrene
• Der var god kraft i hånden til at holde fast ved genstande
• Der var evne til igen at slippe genstande

Men der var også udfordringer:

• Ophævet følelse af berøring, ophævet følelse af leddenes stilling, ophævet evne til at identificere genstande i hånden uden brug af synet
• Dystoni. Dvs. musklernes grundspænding varierer. Musklerne spænder op, og slappes lidt igen, spænder op, og slappes
• Ataksi. Dvs. uro i armen, særligt når den løftes ud fra kroppen.

Det lykkedes Karen

Det lykkedes Karen at forbedre hånden funktion betydeligt. Så meget at hun kunne manipulere småting i hånden, spise så pænt med kniv og gaffel at det var naturligt at gøre det (i selskab med andre end familien) og bære f.eks. indkøb i pose i venstre hånd.

Dagligdagens to-hånds-aktiviteter forløb lettere, og Karen udviklede strategier for, hvordan det kunne lade sig gøre, at tømme opvaskemaskinen med venstre hånd, pudse vinduer, hænge vasketøj op osv.. Alt sammen med det formål igen at inddrage hånden i hverdagen.

Karens historie er fuld af op og nedture

Som hos mange andre ramt af et hovedtraume, opstod der undervejs flere alvorlige epileptiske anfald. Anfald af en karakter, der ad flere omgange har sat Karens fysiske funktionsniveau tilbage på mange plan: nedsat balance, smerter i venstre ben, øget ataksi og andet. Men med  en stålsat vilje og meget stædig indsats, har Karen alligevel klaret at opretholde funktionen i hånden på et niveau, der gør at hun kan føle sig to-håndet, og har muligheden for at løse opgaver der stiller krav om brug af begge hænder.