Diastase i skulderen

Diastase i skulderen efter blodprop i hjernenHvad er diastase i skulderen?

En diastase i skulderen er udtryk for, at der er opstået form for mellemrum i dit skulderled. Diastasen i skulderen opstår når din arm er lammet, og musklerne derfor ikke længere er stærke nok til at holde sammen på skulderleddet. Mellemrummet opstår mellem den øverste knogle i skulderen, og hovedet på overarmsknoglen.

Resultatet er, at den ellers rundede skulderbue bliver flad og knoglet at se på. Huden strækker sig på ydersiden af skulderen og efterlader et udseende af slaphed omkring skulderen.

Du kan opleve, at hvis du er i stand til f.eks. at løfte armen lidt frem eller ud til siden, så vil diastasen forsvinde et øjeblik. Det skyldes, at du er i stand til at aktivere skulderens muskler nok til at musklerne kan holde bedre sammen på skulderleddet. Men da musklerne er svækket af lammelsen, vil overarmens hoved glide ned igen, når du ikke længere løfter på armen.

 

Er diastase i skulderen farligt?

Det er ikke farligt at have en diastase i skulderen, men du kan føle dig generet af det. Desuden oplever mange, at det rent kosmetisk er forstyrrende.

Mange beskriver at de har tyngdefornemmelse i armen og skulderen. Andre oplever smerter, som til dels kan være på grund af diastasen, men som også kan handle om, at skulderen generelt er svækket og derfor udsat. Omkring skulderleddet har du sener, en ledkapsel, muskler og nerver. Det er alt sammen strukturer der kan være udspring for smerter. Smerten fra skulderen kan opstå, simpelthen fordi armen tynger og de udsatte strukturer udsættes for uhensigtsmæssige stræk og træk. Smerten kan også skyldes at dit skulderled bevæges ukoordineret når du løfter armen, og det kan give smerter.

Endelig sker det at der er hjælpere, der uheldigvis kommer til at trække for meget i din arm og skulder når de f.eks. skal hjælpe dig i en jakke. Forkert hjælp som resulterer i f.eks. et træk i din sårbare skulder, kan provokere til smerter.

 

Kan diastasen forsvinde?

Diastasen i skulderleddet kan forsvinde, hvis skulderen bliver tilpas stabil og stærk igen. Oftest vil det kræve at du skal træne målrettet, sammen med en fysioterapeut. Og typisk vil det kræve, at du supplerer med øvelser du laver hjemme.

Jo mere aktiv du er med skulder, arm og hånd des mindre bliver diastasen. Vores erfaring fra klinikken er, at diastasen svinder, når hånden for alvor kommer i brug. Hvis du f.eks. skal gribe ud efter en kop, stiller det krav til din hånd, hele din arm og i sidste ende også til din skulder, idet skulderen er styrende for, at hånden når frem til koppen.

Andre gange oplever vi faktisk, at diastasen i skulderen mindskes betydeligt, når skulder og albue aktiveres tilstrækkeligt og hyppigt, så armen bliver stærkere til trods for at hånden har beskeden funktion.

 

Hvordan behandler vi en diastase?

Diastase i sig selv er ikke et problem. Men diastasen er et tegn på en sårbar skulder, der skal håndteres med omtanke. Har du smerter fra skulderen og evt. ud i arm og hånd, har håndtering af smerterne første prioritet.

Her vil vi typisk vælge tiltag som behandling af bindevævet (altså sener, ledkapsel, nervevæv o.a.). Vi vil arbejde med at sikre, at både dit skulderblad og dit skulderled kan bevæges frit. Og så vil du få vejledning i hvordan armen bedst støttes i løbet af dagen og lejres om natten, så der ikke opstår træk i den sårbare skulder.

Behandling med el-stimulation

Ofte vil vi vælge, at supplere smerte behandlingen med el-stimulation. Når vi bruger smertelindrende el-stimulation (TENS), vil det typisk være for at give dig en mulighed for, at benytte behandlingsformen derhjemme også.

Hvis der er bare en smule aktivitet i dine skuldermuskler, vil vi vælge at lave øvelser med dig, hvor du aktiverer armen og skulderen så meget som muligt, og så hyppigt som muligt. Du vil også få en enkel øvelse eller to, som du skal udføre hjemme. Her vil vi ofte supplere med aktiverende el-stimulation (NMES), hvor elektroderne sættes på de muskler der skal gøres mere aktive, og stimulerer de bevægelser der skal være med til at give liv til skulder musklerne.

Behandling med tape

Når du har smerter fra skulderen, så benytter vi ofte Kinesiotape, som kan sættes på så den lindrer. Kinesiotapen kan også benyttes, når vi gerne vil have visse skuldermuskler til at være mere aktive.

 

Har du brug for vores hjælp? Forundersøgelse – tryk her