Hvor meget træning skal der til?

”Danske Fysioterapeuter” kom først på året med en spændende artikel hvor vi præsenteres for et dugfrisk studie (et meget omfattende systematisk review) fra Holland vedrørende fysioterapi til Apopleksiramte. I konklusionen understreger forskerne at ”De nye studier er med til at bekræfte at træningshyppighed og – intensitet spiller en vigtig rolle for outcome. Des mere des bedre.”

Hvor meget træning skal der så til?

Det er svært at give et entydigt svar, men vores erfaring er: MEGET MERE!

Vi skal udfordre mennesker ramt af hjerneskade så meget som de klarer, og vi skal afholde os fra at være dem der advarer om træthed. Træthed er sundt når det kommer af fysisk træning (og mental udfordring)! Og ja der er undtagelser, men de er få. Få nok til at vi som udgangspunkt skal vænne os til at tænke: ”det kan han sagtens klare”.

Læs mere om Neuroforms holdning og viden omkring intensiv træning

Bring hånden i spil!

Håndens repræsentation i hjernen skal styrkes, så den der er ramt af lammelser i arm og hånd efter en hjerneskade, igen “kommer i tanker om” at inddrage hånden i hverdagen.
Målet når vi typisk ved at sætte ind med målrettet træning bestående af:

  • høj repetition af specifikke bevægelser
  • træning af specifikke aktiviteter som at spise, vaske og snøre sko osv.
  • smidiggørelse af led, nerver og muskler
  • hjemmetræning
  • el-terapi
  • styrketræning

Rutiner i hverdagen

Ud over træning skal der skabes rutiner i hverdagen. Hånden skal aktiveres i de daglige rutiner, hvor det giver mening, at benytte den svage hånd.

Det handler blandt andet om, at finde frem til to-hånds-aktiviteter, hvor der er en indlysende funktion til den svage hånd. Det kan være at styre indkøbsvognen og græsslåmaskinen med begge hænder, at vaske op eller bære vasketøjskurven med begge hænder. Men det handler også om at finde specifikke opgaver, som det at tænde og slukke lyset, åbne vandhanen, bære bestikket ind til bordet, og tørre køkkenbordet af med den svage hånd, så der i hverdagen ligger tilbagevendende opgaver og venter.

Udviklingen af nye færdigheder er essentielt. Der skal tænkes progression, vedligehold og progression … og der skal findes nye udfordringer i fællesskab.

Skal armen holdes ved lige i forhold til ledbevægelighed og styrke, kan det være en tur i Fitness-center med en partner, som assisterer for at sikre to-håndethed under træningen.

Det er lettere at lade være…

For nogle er det lettere helt at undlade at bruge hånden og armen! Det afhænger i høj grad af de ressourcer den enkelte har. Både hvad gælder det mentale overskud og den kognitive formåen.

Det kræver en lang periode med ”aktiv tænkning”, idet den automatiserede brug af hånden oftest er tabt. Derfor er det  hårdt arbejde at få håndens repræsentation tilbage på hjernens landkort. Og mange forbliver derfor enhåndede.

En inaktiv arm og hånd kan blive smertefuld

Men inaktivitet i hånden og armen kan påvirke resten af kroppen negativt. Med inaktivitet følger ofte nedsat smidighed og cirkulation i led og væv, hvilket kan give den enkelte en oplevelse af en stiv hånd, en kold hånd, måske en hævet eller smertefuld hånd.

Der opstår ofte en følelse af at hånden ikke rigtigt hører til kroppen. Er der nedsat eller forstærket følsomhed for berøring og tryk, kan det forstærke følelsen af at armen er fremmedgjort.  Med til billedet hører ofte en smertefuld skulder, “en tung arm” eller følelsen af en stram manchet om overarmen.

Læs også: “Hvor er min hånd?”

Hvor er min hånd?

010Det gav rigtig god mening, da Karen i sin tid henvendte sig med et ønske om genoptræningen af vestre hånd. Ind til da havde al rehabilitering været koncentreret om at komme på benene, kunne klare hverdagen og komme i arbejdsprøvning.

1½ år efter skaden tog Karen så initiativet til igen, at få integreret venstre hånd i dagligdagen. Der var meget at bygge på:

  • Funktion over alle led i armen, over håndleddet og i fingrene
  • Der var god kraft i hånden til at holde fast ved genstande
  • Der var evne til igen at slippe genstande

Men der var også udfordringer:

  • Ophævet følelse af berøring, ophævet følelse af leddenes stilling, ophævet evne til at identificere genstande i hånden uden brug af synet
  • Dystoni. Dvs. musklernes grundspænding varierer. Musklerne spænder op, og slappes lidt igen, spænder op, og slappes
  • Ataksi. Dvs. uro i armen, særligt når den løftes ud fra kroppen.

Det lykkedes Karen

Det lykkedes Karen at forbedre hånden funktion betydeligt. Så meget at hun kunne manipulere småting i hånden, spise så pænt med kniv og gaffel at det var naturligt at gøre det (i selskab med andre end familien) og bære f.eks. indkøb i pose i venstre hånd.

Dagligdagens to-hånds-aktiviteter forløb lettere, og Karen udviklede strategier for, hvordan det kunne lade sig gøre, at tømme opvaskemaskinen med venstre hånd, pudse vinduer, hænge vasketøj op osv.. Alt sammen med det formål igen at inddrage hånden i hverdagen.

Karens historie er fuld af op og nedture

Som hos mange andre ramt af et hovedtraume, opstod der undervejs flere alvorlige epileptiske anfald. Anfald af en karakter, der ad flere omgange har sat Karens fysiske funktionsniveau tilbage på mange plan: nedsat balance, smerter i venstre ben, øget ataksi og andet. Men med  en stålsat vilje og meget stædig indsats, har Karen alligevel klaret at opretholde funktionen i hånden på et niveau, der gør at hun kan føle sig to-håndet, og har muligheden for at løse opgaver der stiller krav om brug af begge hænder.

At fastholde både arbejdet og formen

Søren-017-Kopi3Søren er 56 år og ingeniør. Han lever med følger efter en apopleksi : ”Det vil ikke være acceptabelt for mig at være i topform  og så ikke have tid til jobbet. Omvendt er kombinatioen af fuldtidsarbejde og ingen fysisk træning heller ikke en brugbar kombination”.

Da Søren vendte tilbage til arbejdsmarkedet betød det et fald i funktionsniveauet. Han oplevede pludselig at evnen til at gå langt og ”pænt” begyndte at svigte. Frem til at Søren vendte tilbage til sit arbejde, havde han gennem et halvt år, fokuseret det meste af sin energi på, at genvinde kontrollen over kroppen efter en hjerneblødning. Nu skulle der fokuseres på at reetablere de intellektuelle præstationer, den fysiske aktivitet i hverdagen dalede, og det samme gjorde træningsmængden

Er der opstået fysiske skader i let til moderat omfang i forbindelse med en hjerneskade, er der for nogle mulighed for at genoptage arbejdet. Men kroppens udholdenhed, smidighed og balance er sat på prøve når man lever med følger efter en hjerneskade, og derfor kræver det en ekstra indsats at opretholde en rimelig form.

Udfordringen er at finde balancen i arbejdslivet, så der både findes plads til at fastholde positionen på arbejdspladsen, og samtidig vedligeholde kroppen i forhold til de særlige forhold der er opstået med skaden.

Hvordan undgås funktionstab når der også skal være plads til at arbejde?

Fuldstændigt afhængigt af hvordan man fungerer som menneske, ser vi at vore klienter vælger én af disse ”2 modeller”:

Nogle arbejder på nedsat tid evt. i Fleksjob, hvilket kan frigive tid til at træne målrettet. Det giver mulighed for at forebygge større funktionsfald, og giver samtidig mulighed for at opbygge en form for reservekapacitet, der er særligt væsentlig når kroppen er skrøbelig.

Andre vælger at arbejde på fuld tid, og investere tid til ”brush up” ca. en gang om året. Et moderat fysisk aktivitetsniveau i dagligdagen er dog en forudsætning for at undgå et betydeligt funktionstab.

Det er med andre ord en hårfin balance at forene arbejde med genoptræning efter hjerneblødning el. lign skade, og frem for alt er det væsentligt at finde frem til den model der giver den enkelte størst mulig livskvalitet.

Tegn  funktionstab?

Når der resterer lammelser i den ene side af kroppen, er symptomerne ofte:

Foden hænger fast i gulvet, og du kan dårligt sætte tempoet op. Det kan skyldes at der er problemer med at kontrollere spasticiteten (eller den øgede tonus), at gangmønstret har ændret sig, eller styrken i benet er aftaget. Måske er bevægeligheden i ankelleddet tilmed blevet reduceret.

Knæet bliver ustabilt, og vanskeligere at kontrollere end tidligere. Dette er tegn på at muskelkoordinationen og styrken omkring knæet er svækket, eller det kan være sekundært til generelle problemer med styringen af overkrop, hofte eller fod.

Der skal holdes flere pauser når du skal gå langt. Konditionen er sikkert dykket, men der kan også være tale om at styrken i de store muskelgrupper er svækket, og gangmønsteret er forringet. Det betyder at du bruger forholdsvis meget energi på at gå.

Det er vanskeligt at rejse sig fra stolen, eller gå op ad trappen. Styrken i benene er svækket, og det betyder at du bevæger dig uøkonomisk hvilket kræver ekstra energi.

Balancen er forringet. Det berører i høj grad din bevægefrihed, fordi det medfører angst for at falde. Der kan være flere årsager til nedsat balance, men ofte er det relateret til nedsat styrke i benene, nedsat bevægelighed i særligt ankelleddet, og understimulering af, eller uorden i de systemer der skal forsyne hjernen med relevant information.

Hvordan går det med Jakob?

DR P1 har besøgt Jakob igen!Et år efter den første udsendelse om Jakob Horndrup, har DR P1 igen besøgt Jakob og hans mor, for at se hvordan det er gået med Jakob i mellemtiden. Jakob blev i december 2007, 18 år gammel, påkørt af en bil med høj hastighed, og pådrog sig en alvorlig hjerneskade. De seneste 3 år har Jakob selv betalt for sin genoptræning. Hørte du det ikke kan du her læse hvordan det går…

November 2012 blev Jakob 23 år.

Jakob træner fortsat for at blive i stand til at gå. Men også fordi træning tilfredsstiller hans behov for at bruge kroppen. Noget Jakob altid har gjort, også før han blev skadet.

Det er et langt sejt træk Jakob er ude i, men han er meget insisterende på at få det bedre. Jakob synes selv det går fremad, men han stiller sig aldrig tilfreds med tingene som de er . Det skal blive bedre. Og det bliver det.

Stille og roligt udvikler Jakob større kontrol over kroppen, og han bliver tiltagende selvstændig.

Jakob-kopi2okt.-2012-002Jakob går rundt ved at støtte sig til en høj gangramme, og nu kan Jakob efterhånden selv styre den høje gangramme. Han har brug for at blive fulgt tæt, fordi der fortsat kan opstå situationer, hvor han kan miste balancen.

Jakob kan selv forflytte sig ind/ud ad kørestol. Der er en hjælper ved siden af, som har en hånd på stolen så den står stille. Der er nemlig ofte fart på Jakob, som nyder at ”kunne selv ” …

Det har været, og er stadig, en udfordring at holde hovedet løftet. Her er udholdenheden øget betragteligt, og Jakob er ”vokset i højden”, nu han har flere kræfter til at holde sig oprejst.

Men det er endnu ikke fuldt automatisk som hos os andre. Hovedet luder forover, når der ikke er noget eller nogen som Jakob skal kigge på.

Jakob har ataksi (uro når han bevæger arme eller ben). Der er f.eks. uro i armen når Jakob rækker ud og griber et glas, men han kan efterhånden fokusere så meget på opgaven, at kontrollen bliver god, og han kan faktisk drikke et halvfyldt glas vand uden at spilde.

For år tilbage havde Jakob en PEG-sonde anlagt i maven, og ernærede sig via denne. Dette er heldigvis historie, og Jakob spiser fint, men kan ind imellem fejlsynke når han drikker vand.

At sykefunktionen ikke er optimal betyder også at Jakob ikke hyppigt nok laver de spontane synk der skal til for at bringe mundvandet væk. Så kommer han til at savle. Men Jakob mærker når han savler, han kan ”forhindre” at det løber, og mærker ofte selv at han skal synke en ekstra gang. Og så øver han sig i at holde munden lukket, og derved holde på mundvandet.

For godt et år siden var Jakobs sprog stort set reduceret til ”mor”! I dag er Jakob begyndt at tale. Han taler i stavelser, og gerne sætninger på 5-10 ord. Det er vanskeligt for Jakob at artikulere, og det er svært at kontrollere mund, læber og tunge. Derfor er det svært at udtale ordene tydeligt. Men det bliver støt bedre, og der er dage hvor vi slet ikke har stavepladen fremme, men samtaler ved ord og ved at stave.

Vi skal forny vores syn på de ældre

J-m-cykel1Oftest er det ældre mennesker, der erhverver sig en hjerneskade på grund af en blodprop eller blødning i hjernen, og derfor er der mange ældre blandt de indlagte på sygehusenes neurologiske afdelinger, på de kommunale genoptræningscentre og på de private klinikker.

Det er mange gange ældre, der har levet et aktivt og udadvendt liv, lige til den dag hjerneskaden ramte. Men et handicap, som for eksempel en halvsidig lammelse, hindrer ikke den ældre i at ville leve et socialt aktivt liv, med mulighed for at foretage besøg hos familie og venner, gå til kulturelle arrangementer og træne for at holde sig i bedst mulige form. Det handler om livskvalitet, men også om en udbredt bevidsthed blandt ældre, om at fysisk aktivitet sikrer det bedst mulige helbred og holder livsstilssygdomme fra døren. Og netop livsstilssygdommene står i kø for at komme til, hvis den ældre hjerneskaderamte sætter sig ned og lever et liv i inaktivitet.

Pårørende og ramte har store forventninger til os som behandlere. Vi skal i samarbejde med den ældre sætte helt individuelle mål for træningen, så træningsmængden sættes så højt som den enkelte magterog så formålet med træningen kan give fælles motivation. Ældre i dag er kritiske overfor kroppens signaler, som smerte, svaghed og mangel på funktionsevne. Handicaps accepteres lige så lidt som ælde af kroppen. Derfor er der en stor parathed til at ændre på vaner, dyrke motion og styrketræning, og stille krav til egne præstationer. Med andre ord: masser af potentiale.

Vigtigheden af sammenhængende træningsforløb

Der findes endnu ikke nogen sikker opskrift på, hvordan det ideelle genoptræningsforløb ser ud. Ud over at forskningen i dag peger på, at intensiteten i genoptræning er en meget væsentlig faktor når det handler om genoptræning efter hjerneskade, så er der også stor opmærksomhed omkring at vi som raske voksne skal holde formen ved lige. Vi hævder at det gælder for alle – også mennesker der lever med en hjerneskade.

Blandt andet derfor er det væsentligt, at der er sammenhæng i de træningstilbud den hjerneskaderamte tilbydes. Når bedst mulige funktionsniveau er nået, og udviklingen sker i et lavere tempo, er det væsentligt at vedligeholde funktionsniveauet understøttet af motions elementerne udholdenheds- og styrketræning. Det er kun sjældent passende helt at slutte træningen.

Fald i funktionsniveau

Kontinuiteten i træningstilbuddene er også væsentlig fordi, det forebygger fald i det fysiske funktionsniveau. Et fald i funktionsniveau betyder, at hverdagen bliver en unødvendig større udfordring end den i forvejen er for den ramte. Og det rammer unødvendigt de  pårørende, der ender med at stå med en endnu større omsorgsopgave.

Endelig bevirker fald i funktionsniveau at den enkelte er mere udsat for inaktivitets relaterede sygdomme, og her bliver det for alvor svært at se, at der er god økonomi i at afbryde det gode målrettede genoptræningsforløb.

DR P1 bragte 7. nov. 2011 dette indlæg

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/11/08/074929.htm

Vil du høre indlægget så klik på “lyd og video” til højre for artiklen.