Birgitte lever med sklerose – her er fortællingen om et liv med træning

Min trænings fortælling – fortalt af Birgitte selv:

Mit navn er Birgitte Kristensen; jeg er fysioterapeut og 65 år gammel. I 1997 fik jeg diagnosen Multipel Sklerose, MS, den gang kaldet Dissemineret Sklerose. Jeg bor sammen med min mand, og vi har to voksne drenge.

For at forstå min fortælling, vil jeg berette om min barndoms og ungdoms deltagelse i sport, da det har haft en umådelig stor betydning for min træning under mit forløb med MS.

Allerede fra jeg var ca. 6 år gik jeg til gymnastik, akrobatik og senere dans hos den lokale danselærer. Senere dyrkede jeg atletik i vel nok omkring 4 år i den lokale idrætsforening. Fra jeg var 15, var jeg meget aktiv inden for Grand Prix Gymnastik, hvor jeg var med på Sorø Amts Repræsentationshold. Så alt i alt trænede jeg rigtig meget.

Da jeg startede på fysioterapeutuddannelsen, begyndte jeg at træne Gymnastik Moderne, det der i dag kaldes Rytmisk Sportsgymnastik. Så der var træning i gennemsnit 4 gange om ugen. Det hændte da, at jeg ikke gad træne, men det var nødvendigt, for jeg skulle ofte til en konkurrence i nærmeste fremtid. Den tilgang har jeg sandelig kunnet bruge de sidste mange år. Træning er ikke til diskussion – det skal bare gøres!!!!

Jeg stoppede med gymnastik, da jeg var 24 år, og de næste mange år dansede jeg Jazzdans og især Modern Dance.

 

Da jeg fik diagnosen

Mit arbejde som fysioterapeut – med alle de kropslige aktiviteter det indebærer – har naturligvis foræret mig en masse træning.

Så da jeg fik diagnosen Multipel Sklerose, var jeg helt naturligt i en rigtig god form: jeg var stærk, havde god kondition, var meget smidig og havde en rigtig god balance. Jeg havde selvfølgelig også en god kropsforståelse og kropsbevidsthed. Alle disse ting har været en utrolig stor fordel for mig i årene, hvor sklerosen har udviklet sig.

Efter diagnosen fortsatte jeg mit arbejde på en psykiatrisk afdeling i tre år. Derefter måtte jeg dog smide håndklædet i ringen!

Dagligdagen blev simpelthen for hård rent fysisk, men jeg var heldig at få et arbejde i min egen fagforening som sagsbehandler.

Med min baggrund og erfaringer med bevægelse og træning besluttede jeg, at det skulle være min ledetråd fremover, og det er det faktisk stadigvæk nu, hvor jeg sidder i kørestol, og hvor jeg må have fysioterapeuter til at lave bevægelserne for mig. Oplevelsen og glæden er stadigvæk den samme for mig som tidligere, selvom det jo godt nok er meget anderledes!!!

 

Jeg måtte ændre min træning

Så hvad angår træning, så fortsatte jeg med at danse, så længe jeg overhovedet kunne. Men jeg var nød til at supplere træningen, da jeg jo ikke længere havde aktiviteter og bevægelse som fysioterapeut. Så jeg begyndte at styrketræne og gå til yoga.

Omkring det tidspunkt begyndte jeg, at gå med to albuestokke. Dengang fik man som sklerosepatient at vide, at det ikke var fornuftigt at styrketræne. Men det gjorde jeg altså alligevel, og det gjorde mig godt sammen med yogaen.

I den periode gik jeg også til Pilates hos en praktiserende fysioterapeut, og næsten hver aften havde jeg en seance på godt en halv time på stuegulvet med rolig musik, strækøvelser og yogaøvelser. Og igen fortsatte jeg med dette så længe, det overhovedet var muligt.

Jeg fortsatte med styrketræning, også da jeg gik med albuestokke og rollator, og da jeg selv kunne trille rundt i min manuelle stol. Den sidste tid, hvor jeg styrketrænede, kørte min mand mig faktisk rundt fra maskine til maskine og hjalp mig med at anvende dem. Sideløbende fik jeg hjælp til udspænding af stramme muskler hos min fysioterapeut.

Efter en kort indlæggelse, som faktisk ikke havde noget med MS at gøre, fik jeg en genoptræningsplan og besluttede at afprøve træning i kommunalt regi. Der har jeg så trænet i mange år, hvor træningen er blevet justeret i for hold til den funktion, som jeg nu havde.

 

Kost

Omtrent på dette tidspunkt, vel nok for ca. 10 år siden, begyndte jeg at interessere mig rigtig meget for kost. Det havde faktisk været min store interesse siden ca. 1980, men på det tidspunkt begyndte jeg mere målrettet at læse om kost ift. autoimmune sygdomme. Og ud af den læsning har jeg formet min egen tilgang til min kost.

Kostændringen hang også sammen med, at jeg på det tidspunkt besluttede, at jeg for alt i verden skulle holde mine funktioner og min form i så god funktion som overhovedet muligt.

Da jeg indså, at jeg var nødt til at sætte mig i en kørestol, besluttede jeg, at jeg for alt i verden ikke skulle sidde der og blive stor og tyk. Jeg tænkte, at det ville føre til mindre selvstændighed, og samtidig ville det blive langt mere vanskeligt for dem, som nu skulle hjælpe mig. Det var omkring det tidspunkt, at jeg ændrede min kost

Det betød, at jeg opgav alt hvidt brød, ris og pasta. Jeg stoppede med at spise sukker – nærmest fuldstændig. Jeg skar mere og mere ned på mælkeprodukter, og i dag rører jeg dem ikke.

Hva’ så? Jeg spiser masser, masser, masser af grønt morgen, middag og aften. Hvordan er det muligt? Jeg mener, at det først og fremmest handler om at mærke det velbefindende, som det giver en. Så handler det om stædighed og troen på, at man kan ændre sine vaner!!

Omtrent på samme tidspunkt gik jeg til handicapridning – og det var fantastisk. Jeg havde jo godt kendt til ridefysioterapi, men jeg tænkte, at så længe jeg kunne lave styrketræning, så var det der var det rigtige. Men der tog jeg grueligt fejl.

Min konklusion er, at så vel kostomlægning som handicapridning skulle jeg have taget fat på meget tidligere i forløbet. Så det er mit råd til andre.

 

 

I dag bevæger jeg mig rundt i en elektrisk komfort-kørestol – men min træning har fortsat høj prioritet

Og hvad gør jeg så selv nu: jeg selvtræner en gang om ugen med hjælp fra mine hjælpere. Jeg træner indånding med en Power Breathe, udånding med en PEP Fløjte, med håndvægte, en fingertræner købt i Neuroform og forskellige elastikker. Derudover bruger jeg meditation med hjælp fra Headspace.

For knap fire år siden begyndte jeg så at gå til behandling/træning her i Neuroform. Det betyder jo så, at fysioterapeuterne her rent faktisk har arbejdet med mig i en periode, hvor jeg har været ganske immobil og med mange spasmer. Men se, det er de jo fantastisk gode til.

 

Jeg kan sammenfatte dette meget enkelt:

Neuroform er et mine vigtige

“honningdepoter”.

 

 

Mine seancer på Neuroform har givet mig en utrolig forståelse for min krop, som den er nu. Med de begrænsninger og muligheder den nu har.

Undervejs har jeg haft en svær slidgigt i venstre hofte, som nu er opereret (ledhovedet er blot fjernet). Før operationen var behandlingen og træningen meget udfordret af smerter og spasmer – det var sådan set op ad bakke, og vi halsede efter!!!

Nu hvor jeg er opereret, og smerterne er væk, har vi virkelig kunnet arbejde på at rette op på min skæve krop. Det vil sige, udspænde stramt væv, så det er muligt for mig igen på en mere hensigtsmæssig måde at kunne aktivere mine muskler. Det har givet mig en bedre siddende balance og stabilitet, mulighed for et bedre åndedræt, en friere bevægelse af overkroppen og hovedet. Alt sammen ledende til mere overskud og energi.

Udover de fysiske forbedringer som fysserne har hjulpet mig med, betyder dialogen med dem også ufatteligt meget – så mentalt, får jeg jo også virkelig meget ud af at komme på Neuroform.

Det har også meget stor betydning, at jeg behandles i 2 timer pr. gang. Det betyder, at hele kroppen fra fødder til nakke kan arbejdes igennem i fred og ro. Det er rigtig vigtigt, når man er spastisk, som jeg er.

 

Du kan læse mere om hvordan du kommer igang med dit eget genoptræningsforløb her

 

Vil du vide mere om sclerose, kan du kigge her på Scleroseforeningens hjemmeside