Jeanette fik en blodprop i hjernen og mistede sin balance
Min genoptræning hos Neuroform efter jeg fik en blodprop i hjernen – fortalt af Jeanette
FØRST EN KORT INDLEDNING
Jeanette, 58 år – har fuldtidsjob, er gift med Eigil, har et aktivt liv med familie, oplevelser og sport/golf.
Den 19.7.2020
Efter en hård arbejdsuge, hvor jeg tillige mærkede megen træthed, var det blevet søndag morgen, og endelig var der 3 ugers ferie forude.
Vejret var godt og efter ca. 5 minutters morgenmad blev jeg svimmel, og faldt ned på terrassen. Jeg var ved bevidsthed, men kunne ikke bevæge mig, tale eller åbne øjnene. Alarm 112 og en hård tur til Holbæk Sygehus, Akutafdelingen. En CT-scanning, der ikke viste noget som helst, derefter en hård Lumbalpunktur.
Der var heller ingen forklaring på, hvorfor ”verden” var drejet 90 grader, når jeg åbnede øjnene – en ret ubehagelig oplevelse. Det kunne det godt have været nødvendigt med 2-3 psykologer på det tidspunkt…….
Den 22.7.2020
3 døgn senere – desværre fortsat i eget tøj og med en elendig forplejning – fik jeg endelig foretaget en MR-scanning. MR-scanningen viste, at jeg havde fået en stor blodprop i højre side af Lillehjernen/cerebellum. Det forklarede også det midlertidige, men markante temperaturfald, da blodproppen sad ret tæt på hjernestammen.
Og jeg var i bedring – kunne ikke gå, men talen var bedre, og jeg kunne ligge med åbne øjne uden at alt så vildt mærkeligt ud.
Diagnosen betød en hurtig overflytning fra ”Akutafdelingen” til Neurologi-afdelingen, Roskilde Sygehus – til en afdeling med en noget bedre normering.
Den 23.7.2020
Her fik jeg hurtigt udført en lang række tests, der resulterede i, at jeg var for ”frisk” til at være på en fase 1 afdeling. Region Sjællands fase 2 afdeling ved apopleksi ligger på Slagelse Sygehus – dvs. endnu en liggende transport dertil.
Herefter daglige øvelser med fysioterapeut og en masse øvelser, der betød at jeg i løbet af denne uge kunne slippe ”talerstolen”, men jeg havde fortsat store problemer med balancen.
Den 30.7.2020
JEG UDSKRIVES… med en masse papirer/pjecer og en henvisning til kommunal genoptræning (Sorø kommune).
GENOPTRÆNING
Første besøg/behandling i kommunens sundhedscenter gik fint. Alt var egentlig OK, men jeg ville noget mere. Og jeg vidste at genoptræning er bedst først i forløbet.
KONTAKT TIL NEUROFORM
En sød golfveninde, der i en del af sit arbejdsliv havde arbejdet med neurologi, fortalte mig kort om Neuroform, og hvad de eventuelt kunne tilbyde. Herefter hjalp Neuroforms Web-site mig fint videre.
DET SKULLE PRØVES, og godt hjulpet af en fin forsikringssum (kritisk sygdom), henvendte jeg mig til Neuroform, da jeg helt klart havde en indstilling og vilje til, at jeg skulle have en hurtig og så effektiv genoptræning som muligt (sikkert pga. min mange år som elitesportsudøver). Derfor var det vigtigt for mig at finde de helt rigtige kompetencer.
Samtidig var det min plan at træne hos Neuroform, som et supplement til den kommunale genoptræning.
MIN FØRSTE OPLEVELSE HOS NEUROFORM
Først var der forundersøgelsen, hvor jeg blev mødt af en meget professionel fysioterapeut. Min udfordring var primært svimmelhed, balance og træthed – som jeg så det. Men det skulle vise sig at årsagen til mine udfordringer var forårsaget af mange andre ting.
PLAN HOS NEUROFORM
Efter forundersøgelsen blev vi hurtigt enige om, at besøge Neuroform 2 gange ugentlig, og at det skulle være som et supplement til den kommunale genoptræning/rehabilitering.
Det betød at jeg fik øget min ugentlige mængde af træning fra 2 til 4 gange. Selvom det var lidt besværligt, da jeg selvfølgelig ikke måtte køre bil, var der ingen problemer i det, da min mand straks tilbød at køre for mig – det betød bare så meget.
De 4 gange ugentlig træning betød et intensivt genoptræningsforløb. Det var bestemt hårdt, men det viste sig at være særdeles effektivt. Men……, det var selvfølgelig også med hjemmeøvelser i stor stil med masser af gentagelser.
OG SÅ I GANG…….
Mit højeste ønske/målsætning var at kunne gå almindeligt, at kunne foretage en række dagligdags gøremål, uden at blive dårlig pga. søsygefornemmelser/svimmel. Jeg ville retur til mit fuldtidsjob, og så ville jeg kunne hygge mig lidt med mine børnebørn.
Den kommunale genoptræning handlede mest om motion og balance. Men da jeg startede træning hos Neuroform handlede det nu også om – udover balancetræning – hvordan min vestibulæresans fungerede, hvordan mine øjne fungerede (fik konstateret lidt nystaumus) og hvordan kroppen koordinerede og bevægede sig.
Jeg fik nogle helt fantastiske forklaringer på, hvordan kroppens forskellige elementer fungerer i samspil med hinanden.
Gennem de mange måneders træning, blev jeg altid mødt af veloplagte fysioterapeuter, og hver gang skete der nyt – både nye udfordringer og nye øvelser. Det handlede om: Trampolin, gå/løbe-bånd, bolde/poser, syns-pind, gulvtape og meget mere.
Endda, hvis kroppen gennem træningsforløbet fik almindelige fysiologiske udfordringer (nakkespændinger og lignede), så blevet det også lige fikset.
REFLEKSION OVER FORLØBET HOS NEUROFORM
Fra start til slut bliver man behandlet og mødt med stor forståelse ift. de individuelle udfordringer. Generelt er jeg sikker på, at I har neuro-kompetencer på et langt højere niveau, end man kan opnå i kommunalt regi – og i forhold til ”min Lærke”, har jeg bestemt intet at klage over.
Selvom det ikke burde være sådan, så er jeg sikker på, at det selv at betale for genoptræningen, gør at der gives mere fokus/energi til den enkelte. Generelt har I mere forståelse for problemstillingerne.
Klinikken Neuroform giver tryghed, da der aldrig er tvivl om at det vil virke – ret professionelt, og alle udviser et personligt ”drive” udover det sædvanlige.
Til sidst – noget, der er helt unikt for Neuroform: Pårørende er meget velkommen, og velkommen på en helt formidabel måde. Der bliver budt på kaffe snakket til m.m., og jeg er sikker på, at Eigil ikke helt kunne lade være med at køre for mig, selvom der også var andre muligheder.
Tak for denne gang – det har været en fantastisk oplevelse at lære jer at kende, selvom det var på en lidt trist baggrund.
Men det er jo en del af livet……
/Jeanette