Pårørendegruppe

Når et menneske pådrager sig en hjerneskade, eller anden alvorlig neurologisk lidelse, påvirker det hele familien og deres livssituation.
Følger efter en hjerneskade kan være mangeartede, f.eks. fysiske vanskeligheder, sproglige problemer, adfærdsændringer, samt kognitive problemer i form af indlærings- og hukommelsesproblemer, ændret tempo, opmærksomhedsproblemer m.m.

Pårørendegruppe Neuroform

Disse vanskeligheder vil ofte påvirke familiens sociale liv og netværk, og ligeledes påvirke muligheden for at nærmeste pårørende kan vedligeholde egne interesser. Hvad pårørende også må forholde sig til, er en ændring i tidligere roller og ansvarsfordeling i familien. Selv om familien gennem en årrække har levet med de ændringer, der er opstået, viser undersøgelser og erfaringer, at der til stadighed er et behov for at dele bekymringer og glæder med andre i samme situation vedrørende dagligdagen, træning til klienten, egne behov m.v.

Et optimalt intensivt genoptræningsforløb hos Neuroform involverer naturligt de pårørende, og af samme grund tilbyder vi pårørende at deltage i en pårørendegruppe ledet af en neuropsykolog.
I gruppen vil der være mulighed for at tale åbent om de tanker man gør sig som pårørende, modtage støtte i forbindelse med egne reaktioner og diskutere vigtige spørgsmål. Samtalerne tager udgangspunkt i de emner, der er vigtige for den enkelte deltager i gruppen. Emnerne er fortrolige og alle deltagende har tavshedspligt.