Intensiv genoptræning

Hvorfor er intensiv træning vigtig?
Ved lang tids sygdom svækkes kroppen generelt, og i forbindelse med en hjerneskade ( og nogle varige neurologisk lidelser), vil kroppen afkræftes ganske alvorligt.

Genopbygning af styrke og udholdenhed kræver såvel hyppig som længerevarende træning.

At genskabe kroppens funktioner efter en hjerneskade er en tidskrævende proces. Hjernens netværk skal gendannes, så den skadede igen kan spise, gå og klare hverdagens opgaver.

Et menneske der er ramt af en hjerneskade, lærer sig at klare hverdagen bedst muligt, ved at indkode nye måder at bevæge sig på. Disse handlemønstre kan ofte ændres til at blive mere økonomiske (mindre energikrævende), men det er en langvarig proces.

Intensiv træning er således både et spørgsmål om ”hvor længe” og ”hvor hyppigt” den ramte træner. Dertil kommer at den enkelte klients ressourcer skal tilgodeses. Dette er årsagen til, at der i hvert enkelt tilfælde lægges individuelle planer for genoptræningsforløbets indhold og varighed.

I vores tilrettelæggelse tager vi udgangspunkt i både klientens situation og vores faglige ekspertise – herunder de nyeste videnskabelige undersøgelser vedrørende intensiv genoptræning efter hjerneskader.