Marc, 56 år/ Farum 2008

Vi fik en mail fra en mand

der var fortvivlet over

ikke at få den genoptræning

han vidste

han havde behov for.

 

Marc havde haft en misdannelse mellem nogle blodkar i hjernen, og en aprildag i 2008 bristede karrene, og Marc fik en hjerneblødning. Han var da 56 år, og havde nu mistet førligheden i hele højre side. Fra det øjeblik ændrede alt sig for Marc.

Marc sendte os en fortvivlet mail – han havde brug for hjælp, for han fik ikke den genoptræning han vidste han havde behov for. Marc havde tilbragt flere måneder på et genoptræningshospital, inden han i frustration lod sig udskrive. Kort efter startede han sit første – meget intensive – forløb hos Neuroform.  Der skulle gå 10 måneder, inden Marc kunne genoptage sit job som ingeniør, dog på stærkt nedsat tid, og med helt nye udfordringer, i forhold til alt hvad han tidligere havde taget for givet.

marc

Da Marc startede hos Neuroform var han kørestolsbruger. Hans højre ben var fortsat lammet, og han var nødt til at bruge begge hænder for at flytte på benet. Marc kunne stå med hjælp, men ikke gå. Til gengæld var højre arm kommet sig så meget at han i mange sammenhænge igen var to-håndet.
Marc var ganske fortvivlet over at være bundet til kørestolen, så vores første mål var igen at få Marc på benene. I 4 måneder trænede Marc 4 dage om ugen, og adskillige gange var vi hjemme og træne.

I første omgang handlede det om at blive i stand til at stå sikkert, og at kunne gå nogle skridt.
Træningen blev tilrettelagt så der var masser af gang på gangbånd, og vi brugte seleophæng til at aflaste Marc, så han kunne udholde at gå meget, længe og få masser af repetitioner til det højre ben. Derudover var der fokus på balancetræning, styrketræning og el-stimulation var naturligvis også med til at ”tænde ” den svækkede muskulatur. Løbende fik Marc nye hjemmeøvelser der understøttede den igangværende træning. Endelig fik vi bandagisten til at tilpasse en god dropfodsskinne, så Marc med sikkerhed fik højre fod fri af gulvet når han gik. Og Marc kom ret hurtigt på benene!
Hjemmetræningen var vigtig, for så snart Marc var i stand til at gå, skulle han udfordres på at gå på trapper. Der var en 7 trins trappe op til hjemmets hoveddøren, og det var afgørende for Marc at blive i stand til at klare denne for at få en fornuftig og så vidt mulig selvstændig hverdag.

Familien bakkede op om Marcs rehabilitering ved at byde ind på forskellig vis. Hustruen støttede op i hverdagen, men skulle også passe sin butik, hvorfor al transport var uddelegeret til 2 voksne børn. En tredje søn støttede op om hjemmetræning, så som træning af trappegang og gangbåndstræning i weekenden. Børnene havde sørget for at der blev konstrueret en rampe fra huset til terrassen, og videre ud i haven, samt et solidt gelænder til trappen.

Indenfor i hjemmet går han omkring med rollator, og klarer sig uden hjælp. Han deltager i de huslige opgaver, og tilbereder hyppigt aftensmaden.

Da Marc når til julen 2008, er han i stand til selv at gå på trappen, støttet til gelænder og stok. I praksis betød det at Marc kunne forlade hjemmet og begynde på arbejde. Han havde et gangstativ stående nedenfor trappen, og kunne med det gå hen til sin bil. I bilens bagagerum lå rollator nr. 2, som skulle med på arbejde. Gangstativet placerede han på passagersædet. Kompliceret? Måske, men det gav frihed til at forlade hjemmet.

2017 – afslutning på historien v. Marc selvOLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg investerede i et løbebånd og brugte det flittigt, for at opretholde de færdigheder som genoptræningen hos Neuroform havde givet mig. Så gik der nogle år hvor jeg fik supplerende styrketræning hos Neuroform og senere træning i kommunalt regi, faktisk med rimelig succes.

Derefter overtog Hr. ”Det går nok det hele”, styringen og sendte mig retur til ”De manglende færdigheders holdeplads”

Fysikken begyndte at svigte, og jeg tog i starten af 2017 kontakt til hjemkommunen som tilbød mig 45 minutters træning to gange ugentlig. Det var jeg ikke tilfreds med; ”min kommune er ikke længere gearet til genoptræning der skal flytte noget”.
Derfor tog jeg endnu en gang kontakt til Neuroform hvor jeg var sikker på, at jeg kunne få et spark i r…., og komme tilbage på sporet igen.

Jeg kan udtrykke det sådan:

Nu har jeg været her 2x ugentligt i 3 måneder, min kondition er kommet op på plads igen og min sikkerhed og mobilitet er øget betragtelig. Det er en fornøjelse, at blive hundset med af 6 fantastiske fysser der går all-in for klienterne.”

Jeg agter fremover at holde kontakten til Neuroform, for at sikre, at jeg ikke falder tilbage i ”dovenskabet” igen.

/Marc Holtze