Marc er en 56-årig mand, der får en blødning i hjernen (AVM). Han bliver umiddelbart fuldstændig lammet i højre side af kroppen, og får sproglige forstyrrelser. Marc bliver indlagt på Hillerød Hospital, og senere overflyttet til genoptræning på Esbønderup Hospital i 4 måneder.
Marc lader sig udskrive til hjemmet, hvor han, med stor hjælp fra sin hustru, klarer hverdagen. Umiddelbart inden udskrivelse, har Marc været til forsamtale hos Neuroform, og vi har i fællesskab planlagt, at han påbegynder et genoptræningsforløb ugen efter udskrivelse.
Da Marc starter hos Neuroform, er han kørestolsbruger. Højre ben er fortsat svært lammet, mens højre arm er kommet sig så meget, at han kan benytte hånden i mange af de daglige sammenhænge, der kræver 2 hænder. Marc kan selv flytte sig mellem kørestolen og briks/seng ved at bruge venstre ben og støtte med begge arme. Højre ben flyttes i alle sammenhænge passivt ved brug af venstre ben eller hænderne. Marc kan stå med megen støtte, da balancen er svært nedsat. Han er generelt svækket efter mange månders indlæggelse.
Marc bor i et hus med adgang via 7 stejle trappetrin, så familien har etableret en rampe til terrassen, hvorfra han har adgang til huset i kørestol.
Målsætning
1. At genvinde evnen til at gå
2. At bedre opmærksomheden på højre arm.
Intervention
Marc påbegynder træning hos Neuroform 6 timer 4 dage om ugen, samt hjemmetræning hver onsdag i 1½ time. Forløbet strækker sig over 6 uger.
Træningen består primært af:
- udspænding af stramme muskler og nervevæv, samt mobilisering af led
- træning af normale bevægelser i højre arm og ben
- balancetræning, samt aktivitetstræning stående
- vægtaflastet gangbåndstræning
- styrke- og udholdendhedstræning
- el-stimulering af de muskler, der løfter foden
- besøg af bandagist mhp. ny fodskinne
- hjemmetræningsprogram (løbende justeret)
- hjemmetræning med fokus på at komme op/ned ad trappen, at komme i kælderen og lign.
Efter 6 ugers træning med pæn fremgang, forlænger Marc sit træningsforløb med yderligere 9 uger.
Status ved afslutning jf. målsætning
De sidste uger inden afslutning, har Marc trænet at gå uden stok, hvilket er udfordrende, men det er nu muligt at gå 20-30 m.
De 7 trappetrin til huset klarer Marc selvstændigt, med støtte til gelænder og stok.
I hjemmet går Marc med rollator og klarer sig uden hjælp i dagligdagen. Han overtager i stadig stigende grad huslige gøremål i hjemmet.
Højre arm er stærk nok til at løfte tunge genstande, men der resterer stadig diskrete finmotoriske problemer i hånden. Dette trænes i dagligdagen, f.eks. ved betjening af computeren.
Marc er ingeniør og starter arbejde måneden efter forløbet er afsluttet.
