Laila, 34 år

  Laila er 30 år og pædagog i en børnehave, da hun en morgen forulykker i sin bil. Herefter indlægges hun på Rigshospitalet, og efter 14 dage indlægges hun på Afsnit for traumatisk hjerneskade, Hvidovre Hospital. Efter 9 måneder overflyttes Laila til Kurhus, hvor hun træner gennem 9 måneder. Herefter kommer Laila til Genoptræningscenteret Bjerregårdshaven, og gennemgår senere hen 2 forløb ved CSU.

Næsten 4 år efter ulykken kontakter Laila og familie Neuroform.

På det tidspunkt går Laila udendørs med rollator, mens hun går inden døre uden støtte. Laila går i meget langsomt tempo, og balancen er meget nedsat. Kropsholdningen er foroverbøjet. Laila er svag i musklerne omkring overkroppen, specielt i mavemusklerne.

Højre sides arm og ben er præget af spasticitet, hvilket forstyrrer balancen og frie bevægelser i hele højre side.Venstre arm ryster når Laila bruger den, pga. ataksi, hvilket påvirker finmotorikken og vanskeliggør samarbejdet mellem de 2 hænder. Laila ser dobbelt. Hun har nedsat hukommelse, og er afhængig af at nedskrive alle aftaler og lign..

Laila bor alene i et rækkehus, hvor hun klarer sig med støtte fra familien. Hjemmehjælpen kommer 3 gange dagligt for bl.a. at lave morgenmad, og for at hjælpe Laila med at udføre sine hjemmeøvelser. Laila går til ridefysioterapi 2 gange om ugen, handicapsvømning, fysio – og ergoterapi i kommunalt træningscenter 2 gange om ugen, og behandles der udover af lokal fysioterapeut én gang om ugen.

Lailas store ressource er et godt gå-på mod. Hun kæmper for at nå sine mål. Hun er vant til at træne meget, og nyder at bruge kroppen. I tillæg hertil er Laila en munter pige, der skaber god stemning omkring sig.

Målsætning
Laila har mange mål:

  1. At kunnne knappe knapper, så det er muligt at have cowboybukser på igen
  2. At kunne snøre sine sko
  3. At kunne lave kaffe, for at blive uafhængig af hjemmeplejen
  4. At kunne lave havregrød i mikrobølgeovnen, for at blive uafhængig af hjemmeplejen
  5. At kunne færdes udendørs uden rollator
  6. At kunne stå op og holde foredrag
  7. At kunne skrive i kalenderen selv, så Laila ikke altid er nødt til at gå til computeren for at skrive

Interventioner
Laila påbegynder et intensivt genoptræningsforløb på 12 uger. De første 6 uger 6 timer 4 dage om ugen, og 2 hjemmetræningsbesøg, de sidste 6 uger 4 timer 2 dage om ugen.

Træningen består primært af:

  • Stabilitetstræning specielt for overkrop
  • Balancetræning
  • Koordinationstræning i liggende, siddende og stående stilling
  • Gangbåndstræning m.h.p. at øge ganghastigheden
  • Træning af gang med stok i venstre hånd
  • Aktivitetstræning (i forhold til at lave havregrød i miokrobølgeovn, samt at koge vand og hælde det på termokande, så Laila kan lave Nescafé)
  • Udspænding af muskler og nervevæv
  • Indøve hjemmeprogram m.h.p. udspænding af stramme muskler
  • Laila planlægger og gennemfører 2 foredrag
  • At føre dagbog for at træne håndskrift og hukommelse
  • Konditionstræning på crosstrainer og cykel
  • Styrketræning
  • Tilsyn ved neurolog m.h.p. medicinering for at afhjælpe ataksien

Status ved afslutning jf. målsætning
Den sidste måned af forløbet møder Laila hver gang op iført cowboybukser, og til slut tager hun også bælte på, hvilket kræver finmotorisk samarbejde af hænderne.
Skoene er stadig med velcrolukning, da det tager for lang tid at snøre skoene, men hun kan klare det.
Laila kan selv brygge sin Nescafé! Havregrøden laver hun selv i mikrobølgeovnen, i en specielt indkøbt skål med håndtag.

Laila er tæt på at kunne færdes udendørs med 1 albuestok. Den sidste træningsdag gik hun udendørs uden støtte, op over kantsten og trappetrin, over brosten og græsplæne, med følge men uden støtte. Balancen er god, men der er fortsat nogen usikkerhed, så Laila har brug for at gå ifølge med en person. På trappen kan Laila gå op og ned, uanset om gelænderet sidder i højre eller venstre side, og samtidig transportere sin stok.

Kropsholdningen er ændret betydeligt, og Laila går nu meget mere oprejst. Ganghastigheden er øget til det dobbelte. Laila oplever balancen er blevet bedre, efter hun begyndte på Amantadin (medicin mod ataksi). De lægelige tests understøtter hendes fornemmelse.

Laila kan skrive enkelte ord i hånden. I starten blev bogstaverne skrevet oven på hinanden, men nu skrives bogstaverne efter hinanden og er læselige. Lailas hånd udtrættes dog hurtigt når hun skriver.

På “Kilden” (et aktivitetshus for senhjerneskadede i København) og i “Hjernens Hus” i Slagelse, har Laila holdt foredrag for brugerne, og berettet om sin ulykke og efterfølgende genoptræning. Begge steder høstede Laila mange roser for sin “optræden”.
Det er Lailas plan at fortsætte sine foredrag, og hun har f.eks. et ønske om, at fortælle sin historie til køreskoleelever, sygeplejestuderende o.lign..

Laila vil fortsætte både sin fysiske træning i træningscenter, gå til ridefysioterapi, handicapsvømning, og behandlingerne hos den lokale fysioterapeut.

Laila vil meget gerne anskaffe sig en 3-hjulet cykel. Derfor arbejder Laila sammen med sin hjemmevejleder, på at skærpe evnen til at orientere sig i trafikken og nærmiljøet.