Anna 

Jeg forlod Vendsyssel i 1989, og fik mit første job på Sjælland, på Plejehjemmet Jonstrup Vang. Det passede mig godt for det var spændende arbejde, og det vakte min nysgerrighed – det var alle unge med hjerneskade.

Årene efter brugte jeg på Hvidovre Hospital, men fandt mig først rigtig til rette, da jeg fik ansættelse på ”Neurologisk afd.”. Det var mennesker med alle typer af diagnoser, som Parkinson, apopleksi, sklerose, traumatisk hjerneskade osv. Jeg er vanvittigt nysgerrig efter ny viden og lærte meget i de år. Min nysgerrighed resulterede i at jeg blev en del af den arbejdsgruppe, der blev nedsat for at etablere flagskibet indenfor rehabilitering af traumatisk hjerneskade (på Sjælland), nemlig “Afsnit for højt specialiseret neurorehabilitering” på Hvidovre Hospital.

Da var jeg iværksætter første gang.

Det var en stor og spændende opgave,

og jeg nød endelig at have mulighed i at fordybe mig i

hvad der helt ideelt skulle til

for at optimere rehabiliteringsprocessen.

Det blev 7 år på ”afsnit for traumatisk hjerneskadede”, hvor jeg sled for at lære nyt, og kom til at elske, at hjælpe disse hårdt ramte, ofte vegetative mennesker ud af sengen, og i gang med livet igen. Jeg lærte at nyde de små forandringer, der sker når man som behandler er tålmodig nok. Når dage, uger og måneders fokuseret arbejde resulterer i en forandring som skaber glæde og håb hos den der ramt og hos de pårørende.

 

Marie

Relativt ung og nyuddannet havnede jeg ved et tilfælde på ”Neurologisk afddeling” på Hvidovre Hospital i 1995. Det var et vikariat, og egentlig bare ment som noget meget midlertidigt. Men jeg blev hængende.

Der var kort forinden oprettet et ”Apopleksiafsnit” og hér fandt jeg arbejdsglæde. Der var afsat mere træningstid til mine patienter, end på de andre afdelinger jeg hidtil var kommet på, og der var en gruppeånd blandt personalet, som gjorde arbejdet sjovt og meget meningsfuldt.

Jeg blev på Apopleksiafsnittet i adskillige år, for til slut at søge over på den anden side af reposen og arbejde med traumatisk hjerneskadede. Jeg lærte SÅ meget i de år, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at jeg skulle arbejde med lige netop mennesker med hjerneskade.

Jeg er et menneske, der finder værdi at skabe en god relation,

derfor passer det mig rigtig godt at arbejde med langstrakte træningsseancer.

Jeg er tålmodig, men holder af at se udvikling,

og kan blive vanvittigt begejstret, når lang tids arbejde gir’ resultater.

På Apopleksiafdelingen blev spurgt om jeg ville være med til at ”køre pårørendegruppe”. Det ville jeg gerne. Jeg tror dog ikke jeg rykkede meget de år, når jeg stod og snakkede om kørestole og dropfodsskinner til pårørende, der få uger forinden havde oplevet den katastrofe det er når en ægtefælle rammes af en hjerneskade. Af alle de gode pårørende, der er kommet hos Neuroform gennem de seneste 10 år, har jeg lært blot at lytte, og dernæst at være en ydmyg formidler af viden, gode råd og ideer.