Sundhedsstyrelsen er i januar 2011 udkommet med en MTV rapport

Konklusionen på gennemgang af den forskning der vedrører fysisk træning er:

”Den største effekt af fysisk intervention opnås generelt i den første tid efter sygdomsdebut
(måneder) og sjældent ud over det første år, heller ikke for de sværest skadede.”

Vi er meget uenige…

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange mennesker ramt af hjerneskade har god effekt af træning, også efter det første år efter skadens opståen. Vi ser det dagligt i klinikken.

Forskningen indenfor netop dette område har endnu ikke været god nok til at dokumentere, at fysisk intervention har effekt. Det er beklageligt. Men det må ikke skade de mennesker, der lever med hjerneskade.

Det første år efter en hjerneskades opståen er præget af store forandringer:

  • tab af tidligere personlig identitet
  • tab af arbejdsevne
  • en ændret krop
  • måske tilmed svære fysiske handicaps

I klinikken oplever vi, at mennesker med hjerneskade flere år efter skadens opståen igen har energi og engagement. At der er opstået en klarhed omkring, hvilke mål det er realistisk at opnå, og et fokus på hvad der er vigtigt at kunne for at få den bedst mulige hverdag.
Der bliver trænet, så sveden hagler, og det er opløftende at se, hvad mennesker med hjerneskade er i stand til at præstere…

De stærkeste hjerneskaderamte, eller de med en ressourcestærk familie, er dem der finder vej til den rehabilitering den ramte har behov for…

Tilbud om rehabilitering kommer ikke af sig selv. Det kræver både mod og udholdenhed hos den skadede eller dennes pårørende, da der ofte er mange afslag undervejs. De planer der lægges fra kommunens side, er ofte kortsigtede, så igen og igen oplever den ramte eller de pårørende, at det er på eget initiativ, hvis rehabiliteringen skal have sammenhæng og forløbe over passende lang tid.

Med Sundhedsstyrelsens MTV rapport er der nu lagt endnu en sten på vejen for de mennesker, der i forvejen har rigeligt med udfordringer!

Læs historien om Bendt Madsen